Den Fede Trio Kurt Elsberg, Svein Arve Hovland og Olafur Sigurdson |
![]() |
Historien:
Kurt Elsberg med tilnavnet "Fede" er en "stor" sanger og en habil guitarist. Men han formår at komme ud over scenekanten med mere end bare maven. Den kommentar man oftest hører, når Kurt optræder er: "Han er bare for fed". Det er nok heraf manden har fået tilnavnet "Fede" som efterhånden er blevet hans kunstnernavn. Ikke at det går ham på. Som han selv siger: "Nok er der ingen piger der gider danse med mig, men så er jeg heldigvis så tyk at jeg kan danse kinddans med mig selv". Kurt er på vej mod det totale mål med fedme, når man trykker ham i hånden så falder skoen af. Der er en hel bestemt grund til at Kurt er blevet så volumiøs i sit kropsudtryk: Han synger desværre ikke så godt og det er bestemt ikke rart, når man er gruppens forsanger. Men det problem har Kurt selv løst, som han udtalte til et interview for et par år tilbage: "Synger man ikke godt nok til at blive Danmarks "største" sanger må man æde sig til det".
Kurt "Fede" Elsberg startede sin musikalske karriere i det Aalborgensiske folkemusikmiljø i starten af firserne og herefter er det gået gennem grupperne Høfeber, John M. Band, Trio Træls og Godtfolk, som han nåede at udgive 2 cd med inden han mødte duoens anden halvdel og indledte det samarbejde, der i dag er kulmineret med DenFedeDuo.
Svein Arve Hovland er Nordmand med stort N. At Norge skulle kunne udklække et så stort musikalsk talent som Svein, står som uforståeligt for de fleste. Alligevel er Svein ikke kun en gudbenådet guitarist. Han er også forfatter til verdens mindste bog: "Norsk humor gennem 100 år". Man må sige at det er en mand med mange talenter.
Svein Arve Hovland´s vej til den fede duo er gået igennem flere orkestre. Efter starten på sin musikalske karriere i det Norske fjeldlandskab, kom han i slutningen af halvfjerdserne med i et af Islands allermest populære orkestre "Haukar", som nåede at udgive 2 plader, inden gruppen gik i opløsning. Svein rykkede herefter teltpælene til Danmark midt i firserne, hvor han blandt andet har spillet med Jan Toftlund. Igennem hele sit efterhånden lange liv, har Svein spillet en fed rockguitar og heraf kommer tilnavnet "Rock".
Sammen udgør de et perfekt makkerpar i "Elsberg & Hovland" der formår at fylde en scene ud. Man fristes til at sige at fed er alt for svagt et ord, i så stor en sammenhæng. Uanset om der spilles til dans, til koncert eller til musikalsk show, sker det altid med et humoristisk udgangspunkt.
Kurt Elsberg og Svein Arve Hovland har indtil nu udgivet 3 cd sammen. Den første kom i 1997 med titlen "Hvis jeg bare havde tid" og kan nærmest betegnes som en stille folkplade. I 1998 udkom "Elsberg og Hovland og andet Godtfolk" som var en mere countryinspireret plade og i 2001 udkom den rockinspireret "Nordiske Nætter". Den første udgivelse var under navnet "Kurt Elsberg og Godtfolk" og de to sidste er udgivet under navnet "Elsberg & Hovland". Du kan høre eksempler på udgivelserne, på guitarens 5. stemmeskrue på åbningssiden. Netop nu arbejdes der på også at lave lydeksempler fra dinner, danse og koncertmusik.
Olafur Sigurdson er sidste mand i den voluminøse trio, som kom til i 2005. Islænding og teenagestjerne i Island, hvor han var med i pop/rock bandet POPS. Gruppen fik senere kultstatus og mødes stadig en gang om året for at spille en traditionsrig koncert. Oli emigrerede senere til Danmark, hvor han har spillet med i orkestrene Kammerrock, Blues Connection og Nordrock. Trioens absolut mindst omfangsrige medlem, der daglig bliver drillet med, at han lider af ”tynd” mave. Hermed var "Den Fede Trio" en realitet og de har siden turneret Danmark tyndt..
"Den Fede Trio" spiller til mange forskellige typer arrangementer, og skaber udgangspunktet for at være "fedest" gennem 30 - 50 engagementer om året og har hele landet som deres foretrukne spillested. Besøg deres koncertkalender på guitarens første stemmeskrue, på startsiden.
På billederne herunder ser du først det billede der præger plakaten med "Elsberg & Hovland" som du kan rekvirere lige så mange som du har brug for. Plakaten for "Den Fede Trio" består af det samme billede som er på startsiden. Det andet billede er fra en musikalsk cabaret som den alt for tunge duo, har medvirket i. Netop nu arbejdes der på at sætte en musikalsk cabaret op med John Mogensen sange."S
|
![]() |